Om brudte valgløfter og tallet 16

 

Politikerleden stortrives altid efter et valg. Vi ser det i Danmark i denne tid, og vi ser det hos os selv: ”Hvorfor løber de partier og politikere, som får magten, altid fra deres valgløfter?”

 

Svaret på det spørgsmål – eller i hvert fald en del af svaret – er: 16! – altså det antal stemmer, der skal til for at have flertal i Inatsisartut.

 

Det er siden hjemmestyrets indførelse kun een gang sket, at et parti her i landet har fået så mange stemmer ved et valg, at det har flertal i Inatsisartut. Flere partier har derfor måttet gå sammen om at danne et Naalakkersuisut.

 

Det kræver, at de hver især må sluge nogle ”hvalrosser” (kameler har vi ingen af). Ingen af de partier, som går sammen i en koalition, kan få alle deres ønsker opfyldt – de må bøje sig mod hinanden og finde sammen i kompromisser. Også hvad angår mærkesager, som de har lovet vælgerne at kæmpe for.

 

Den til enhver tid siddende opposition (dem, der ikke fik del i regeringsmagten), kan så muntre sig med at beskylde de forskellige regeringspartier for løftebrud og utroværdighed. Sådan en kampagne kan være ganske effektiv – måske særligt i starten af en valgperiode, hvor valgløfterne stadig står friske i vælgernes erindring, og hvor et Naalakkersuisut endnu ikke har haft den tid, det kræver at forberede gennemførelsen af nogen af de lovændringer, regeringspartierne har stillet befolkningen i udsigt.

 

For de partier, som er gået i regering sammen, vil oppositionens beskyldninger om løftebrud nok fremstå lige så urimelige som let-gennemskuelige. Disse partier må så trøste sig med, at de trods alt fik magten – med alle de begrænsninger den kom med…

 

Ikke bare med de tvungne kompromisser, men også med de begrænsninger et lands økonomi sætter, med alt det som intet Naalakkersuisut er herre over: internationale trusler, kriser og krige, verdenspriser på himmelflugt, og hvad der nu ellers vælter ind over vort hårdt prøvede land.

 

Og ikke at forglemme: nødvendigheden af at forvalte ansvaret for vort land og vore borgere ansvarligt. Og dermed også ind imellem træffe beslutninger, som er upopulære, men nødvendige. Fordi vi ikke har råd til alt, fordi handlinger har konsekvenser… og fordi undladelser også har det.

 

Heri ligger naturligvis den anden del af svaret. Altså svaret på, hvorfor partier og politikere, som har fået magten (men også ansvaret), løber fra deres valgløfter.

 

Spørgsmålet er så, hvem der i grunden har størst troværdighed: Den kaptajn, som fastholder den kurs, han har lagt, uanset om isfjelde kommer på tværs – eller den kaptajn, som tilpasser sin kurs og beskytter sit skib mod kollision…?

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Kim Kielsen

Formand for Inatsisartut